Zoneterapiens historie Hvad der kom først af zoneterapien eller akupunkturen vides ikke, men begge behandlingsformer – som vi bruger dem i TCM – tager udgangspunkt i meridian-teorien.
De ældste optegnelser af denne form for sygdomsbehandling stammer fra Kina, hvor “Verdens ældste lægebog”, Nei Ching, beretter om universet og menneskets samhørighed med naturen, samt om den rette måde, hvorpå man med akupunktur kan helbrede sygdomme. For over 5000 år siden behandlede man med trykpunkter i både Indien og Kina. Dette blev formentlig glemt igen, fordi akupunkturen som bygger på de samme principper slog stærkere igennem. Senere sker der en udvandring af kinesere til Amerika og dette er én af forklaringerne på, hvorfor zoneterapien – og akupunkturen – dukker op i vesten.
Grundlæggeren af den moderne zoneterapi – Dr.med. William Fitzgerald (øre-, næse-, halslæge) født i USA i 1872, død i 1942 – pegede i 1902 på muligheden for behandling via trykpunkter, som havde en virkning m.h.t. at genoprette fysiologiske funktioner, ligegyldigt hvor fjernt fra dette sted behandlingen blev udøvet.
Dengang arbejdede han hovedsageligt på hænderne.
Omkring samme periode som Inkariget havde sin storhedstid, blev der også i Europa arbejdet med refleksologien. Dr. Ball i Leipzig udgav i slutningen af 1500-tallet en bog, hvori han beskrev sine metoder til at fjerne smerter og kurere sygdom ved at trykke på bestemte punkter på kroppens overflade.
Dr. W. Fitzgeralds bog indeholder endvidere sygehistorier og behandlingsforslag for praktiserende læger, tandlæger, gynækologer, øre-, næse-, halslæger og kiropraktorer.
Dr. W. Fitzgerald inddeler kroppen i 10 vertikale zoner, og det er meget nærliggende at tro, at det er den overleverede viden fra den indianske folkekultur, han har iført en videnskabelig klædning.
Fitzgerald og fysioterapeuten Eunice Ingham (1899-1974) indledte et samarbejde, og Ingham arbejdede med en teori om, at reflekszonerne er placeret på fødderne, og at disse reflekszoner afspejler organernes tilstand. Hun valgte fødderne i stedet for hænderne, da hun fandt ud af, at de terapeutiske resultater af behandlingen på fødderne oversteg behandlingen på hænderne.
hænderne laver man mere åndelige og følelsesmæssige ting som at skrive, kærtegne, musicere m.m.
Fødderne er kroppens mest forsømte del, og de reagerer taknemmeligt på omsorg og behandling.
I 1958 opdagede Hanne Marquardt – en tysk sygeplejerske Inghams bog og begyndte at efterprøve metoden. Dette resulterede i et samarbejde med Eunice Ingham i 1967, og Marquardt har siden arbejdet for metodens udbredelse i Europa.
I 1975 skriver hun bogen “Reflekszonearbejde på fødderne”, hvori hun supplerer Fitzgeralds 10 vertikale kropszoner og Eunice Ingham 3 horisontale kropszoner med at indføre knoglerne.
Senere udviklede Solvejg og Per Lauborg “traditionel kinesisk zoneterapi”, hvor effekten af zoneterapibehandlingen blev både bedre og mere målrettet, idet behandlingen tog udgangspunkt i den kinesiske diagnosestilelse.